Bundesarbeitsgericht, 17. oktober 2018, 5 AZR 553/17

 

Bundesarbeitsgericht (BAG) har den 17. oktober 2018 fastslået, i hvilket omfang der skal betales vederlag for rejsetider, der opstår, når en arbejdsgiver sender sine medarbejdere på rejser til projekter i udlandet.

 

Sagen

 

Sagsøger var ansat som civilingeniør hos det sagsøgte byggefirma. Ifølge ansættelseskontrakten var sagsøger forpligtet til at arbejde på byggepladser i Tyskland og i udlandet. 

 

I perioden 10.08.2015 til 30.10.2015 blev sagsøger sendt til Kina. På sagsøgers anmodning bestilte arbejdsgiver returflyvning i Business Class med en mellemlanding i Dubai i stedet for en direkte flyvning i Economy Class. 

 

Arbejdsgiveren betalte medarbejderen vederlag for 4 rejsedage á 8 timer.

 

Sagsøgeren anlagde sag mod arbejdsgiveren, og nedlagde påstand om, at der skulle betaltes vederlag for yderligere 37 timer, idet denne tid svarede til den samlede rejsetid fra husdøren til Kina og retur. 

 

Afgørelsen

 

Første instans (Arbeitsgericht) afviste sagen, anden instans (Landesarbeitsgericht Rheinland-Pfalz) gav medarbejderen på grundlag af den gældende kollektive overenskomst medhold i sagen. 

Arbejdsgiveren ankede dommen til Bundesarbeitsgericht (BAG) og fik delvis medhold i sagen.

 

BAG fandt, at arbejdsgiver ”normalt” skal betale den fulde rejsetid som arbejdstid, når en medarbejder sendes til udlandet. Dette begrundes med, at rejsen til en arbejdsplads i udlandet typisk ligger udelukkende i arbejdsgiverens interesse. 

 

BAG afgjorde dog også, at medarbejderen kun kan kræve vederlag for den nødvendige rejsetid. I sagen fandt BAG at den nødvendige rejsetid svarede til tiden for en direkte flyvning uden stopover i Dubai.

 

Dommen blev derfor kasseret og henvist til Landesarbeitsgericht Rheinland-Pfalz til afgørelse af den nødvendige rejsetid.

 

Den endelige betydning af dommen kan først bedømmes, når den fulde ordlyd af dommen foreligger. Dog skal det bemærkes at BAG allerede ved dom af 3. september 1997 har stedfæstet, at rejsetider, der ligger udenfor den aftalte daglige arbejdstid skal betales, hvis dette er blevet aftalt i ansættelseskontrakten eller medarbejderen "under de konkrete omstændigheder" kan forvente betaling af vederlag. 

 

Endelig skal det bemærkes, at den verserende retssag kun behandler spørgsmålet, hvorvidt der skal betales vederlag for rejsetider. Den behandler ikke spørgsmålet, om passive rejsetider (i dette tilfælde tiden på flyet) er arbejdstid iht. ​​arbejdstidsloven (Arbeitszeitgesetz), der indskrænker den maximale daglige arbejdstid.

 

Konklusion

 

P.t. foreligger der kun en pressemeddelelse med meget generelle formuleringer. 

 

Det kan være, at BAG støtter sin dom på § 612 Bürgerliches Gesetzbuch (BGB). I dette tilfælde kan medarbejdere muligvis generelt forlange vederlag for rejsetider på rejser til udlandet.

 

Hvis BAG's afgørelse derimod primært er begrundet på grundlag af den gældende overenskomst vil betydningen af dommen muligvis være begrænset primært til byggebranchen. Den endelige dom må derfor afventes. 

 

Arbejdsgivere bør dog overveje, om dommen giver anledning til at indsætte konkrete regler om betaling af vederlag for rejsetider i ansættelses- og/eller udstationeringskontrakter. 

 

For yderligere informationer, kontakt Rechtsanwalt Leif Hansen

​

15. november 2018