Bundesverfassungsgericht, 6. juni 2018,  Az. 1 BvL 7/14, 1 BvL 7/14, 1 BvR 1375/14

 

Tyske Bundesverfassungsgericht har den 6. juni 2018 afsagt en dom, der har betydelige konsekvenser for indgåelse af tidsbegrænsede ansættelser. 

​

Tidsbegrænsning af ansættelseskontrakter kræver ifølge tysk lov en saglig grund. Undtagelsesvist kan en tidsbegrænsning aftales for de første to år af ansættelsesforholdet, hvis der ikke tidligere har eksisteret et ansættelsesforhold mellem parterne.

 

Bundesarbeitsgericht har i mange år fortolket dette forbud mod tidsbegrænsning således, at en tidsbegrænsning af en ansættelseskontrakt uden saglig grund er acceptabel, hvis der i løbet af de seneste tre år før indgåelsen af ansættelsesforholdet ikke har eksisteret et ansættelsesforhold mellem parterne. Dog omtales denne tre-års-periode ikke specifikt i loven. 

​

Bundesverfassungsgericht har nu underkendt denne fortolkning og fastslået, at den strider mod den tyske Grundlov fordi fortolkningen strider imod lovens ordlyd.

​

Konsekvenser i praksis 

​

I fremtiden skal arbejdsgivere tage højde for, at gyldige tidsbegrænsninger altid kræver saglig grund, hvis de aftales med en medarbejder, der tidligere har haft et ansættelsesforhold med arbejdsgiveren.

​

Er en saglig grund ikke tilstede, er tidsbegrænsningen ugyldig. Arbejdstager kan stævne arbejdsgiver indenfor tre uger efter udløbet af tidsbegrænsningen og arbejdsretsdomstolene vil så fastslå, at tidsbegrænsningen er ugyldig på grund af overtrædelsen af forbuddet mod tidsbegrænsningen i tilfælde af et forudgående ansættelsesforhold. Dette har til konsekvens, at parterne har indgået et tidsmæssigt ubegrænset ansættelsesforhold. 

​

Indgåelse af tidsbegrænsede ansættelser kræver nøje kendskab til de gældende regler. For yderligere informationer kontakt Rechtsanwalt Leif Hansen

​

​

1. august 2018